Årets Pressefoto

David Høgsholt

David Høgsholt

2003

Las Vegas - Laura og Joseph er lige blevet gift. Det er efter midnat og den varme, tørre Nevada-luft smyger sig om parret og den lyserøde Cadillac. Fra forsædet synger Elvis-imitatoren Roddy Ragslak "Love me tender, love me sweet. Never let me go". Det hele er inkluderet i prisen i "The Little White Wedding Chapels Tribute to Elvis"-pakke (1:3).
Las Vegas - De er kommet fra Houston i Texas for at spille. Mary Lou Leger (tv) og hendes døtre Karla Canada og Cindy Fergusson. Dealeren Hyan giver kort til endnu en omgang 21. "Ligesom vores døtre", siger Karla og ler. "Ja, de er begge 21", siger Cindy. Det er efterhånden blevet en tradition at Mary Lou arrangerer pigetur til Vegas. Mens hun hygger sig med døtrene på Binions Horseshoe, er den yngste generation taget i byen (2:3).
Las Vegas - Himmelsenge i guld og lyserødt. Og prinsesser og riddere i foyeren. Hotellet Excalibur holder temaet hele vejen. Inde som ude. Men det er også oppe i mod Cirkus Cirkus' indendørs forlystelsespark, søslaget foran Treasure Island og gondolerne på kanalerne foran The Venetian (3:3).
Mia fixer sin veninde Tascha i halsen med kokain. De to piger mødte hinanden gennem Philip, som de begge havde været kæreste med. For tiden bor Mia og Tascha sammen i Mias lejlighed i nordvest-kvarteret. Et par dage efter fik de lavet "venindetatoveringer"; Mia fik skrevet Tas i nakken, og Tascha fik et evigt Mia under hestehalen.

2004

Portræt af Ali, 33 år – en af Danmarks cirka 15.000 narkomaner. Ali drømmer om at blive selvstændig. Og så vil han giftes med den kvinde, han elsker, siger han og giver Mia et kys. Han vil have en familie og et nyt miljø omkring sig, hvor ærlighed og respekt afløser løgn og bedrag. At få en café med Mia lyder ikke som en dårlig idé. Der er penge i det, hvis man gider at passe den selv det meste af tiden. Og pengene skal bruges til et hus i Libanon, så han og Mia kan tage hjem en måned eller to hvert år for at slappe af og se Alis familie.
Portræt af Brian, 32 år – en af Danmarks cirka 15.000 narkomaner. "Jeg håber på en dag at kunne rette op de skader, jeg har forårsaget for min familie og mine venner." Brian så ikke sin familie i syv år, efter at han var begyndt med junk. Nu ser han sin mor og to søstre, men ikke faderen. Han håber på en dag at kunne tage et kørekort og få et chaufførjob. Helst noget med at køre om natten – måske køre aviser ud – så han kan holde fri om dagen og se sine venner og passe sine niecer. Han vil gerne have et lille hus i Glostrup, hvor han er vokset op, og hvor hans søstre og mor alle har hver deres hus. Og så ønsker han sig ikke så forfærdeligt meget mere, for "man skal ikke skrue forventningerne op, for man bliver så nemt skuffet, når man ikke har oplevet andet end nederlag hele livet".

2005

Intro: Mia er 26 år. Hun er narkoman. I en verden af skiftende kærester, stoffer og alt for mange nedture kæmper hun for at leve et nogenlunde anstændigt liv. Hun har før været i behandling og har flere gange været clean. Haft et par morgener med kaffe og praktiske tanker om et rigtigt job. Men som stofferne forlader kroppen, kommer minder om svigt og afmagt væltende. Og hurtigt er hun tilbage i en verden, hvor stofferne bestemmer alt Istedgade Mia bag Hovedbanegården i København. Det har været et hårdt år for Mia. Hendes kæreste døde af en overdosis i sommer, hendes misbrug er blevet værre og hun har ikke kunne overskue at se sin datter, der er i familiepleje, mere end en håndfuld gange (01-06-2005).

2007

Bangkok, Thailand AIDS i Burma. I næsten 50 år har det burme-siske folk lidt under et undertrykkende militærstyre, hvis økonomiske politik og foragt for befolkningen har ført til en katastrofal helbredssituation i landet. Omkring halvdelen af landets budget går direkte til hæren, hvis størrelse er fordoblet siden 1988 ? mens udgifterne til sundhedsvæsenet udgør under en halv procent, svarende til under 25 kr. pr. indbygger om året. Først for nylig anerkendte militærstyret tilstedeværelsen af en regulær HIV-epidemi, selv om regimet kalkulerer med kun en tredjedel af de op mod en million smittede, de fleste lokale og internationale NGO?er regner med. Mindre end 8.000 af de smittede bliver behandlet ? stort set ingen af staten ? så fremtidige generationers liv er på spil. Khin Mya Mya (t.v.) og Hla Hla Min trøster hinanden i et tempel i Yangon. Den burmesiske junta tilbyder ingen hjælp til de smittede, så munkene i et par af byens templer tager sig, i samarbejde med oppositionspartiet NLD, af patienterne. 28-årige Khin Mya Mya fik virussen, da hendes mand forlod hende med deres to børn, og hun blev tvunget til at arbejde som sex-arbejder. Da sygdommen tog over, endte Khin Mya Mya med at bo på en togstation, hvor hun tiggede mad fra de rejsende. En munk fandt hende der og tog hende med til templet. Men det var for sent ? hun døde tre måneder senere.
Karenske flygtninge i Burma. En karensk far fra flygtningelejren E Tu Hta pakker sin dødfødte baby ind i en plastiksæk, inden han begiver sig op af bjerget for at begrave den.

2008

2010

To unge burmesiske migrantarbejdere, lige før de vågner på en losseplads i grænsebyen Mae Sot i Thailand. Det menes, at omkring to millioner burmesere bor i Thailand. Mere end 100.000 af dem udgør et stort samfund i grænsebyen Mae Sot i den østlige del af landet. På en losseplads i udkanten af byen forsøger et par hundrede af dem at leve af at sortere skrald og videresælge skrot. De bliver ofte chikaneret af politiet og er tvunget til at betale bestikkelse til det lokale politi. Men mange vælger at holde ud, da lønnen ofte er tre gange højere end derhjemme.

2012

© David Høgsholt
Med vekslende styrke har det burmesiske militær, der tidligere udgjorde landets ledende junta, igennem halvandet år ført krig mod oprørshæren Kachin Uafhængigheds Hær (KIA) i Kachin-staten i det nordlige Myanmar (Burma). Over 100.000 kachiner er blevet drevet på flugt og lever nu i flygtningelejre. Kachinerne er sprogligt, kulturelt og religiøst forskellige fra den burmesiske majoritet i landet og blev ved Myanmars selvstændighed lovet udbredt selvstyre. Autonomien blev sat på standby af 60 års diktatur, og det er et grumt paradoks, at nu hvor Myanmar er friere og mere reformvenligt end de seneste mange årtier, er krigen kommet til Kachinstaten. Reform-præsidenten Thein Sein’s har uden virkning beordret hæren til at stoppe offensiven, og i december eskalerede konflikten yderligere. Regeringshæren satte kamphelikoptere og jagerfly ind mod Kachin-hærens stillinger, og i dagevis regnede mortergranater ned i junglen. Igennem de seneste 18 måneder er over 100.000 kachiner flygtet fra kamphandlingerne og regeringshærens vedvarende morterangreb. Her venter en gruppe flygtninge på rationeringsmærker i Jeyang-lejren, der huser ca. 7500 fordrevne. Burmeserne vil ikke lade FN-nødhjælpsarbejdere rejse ind i de KIA-kontrollerede områder, og FN har indtil videre ikke villet rejse ind via de uofficielle grænseovergange fra Kachin-staten til Kina. De internationale hjælpeorganisationer, som allerede arbejder i Myanmar, er bange for at sætte deres tilladelser over styr ved at hjælpe i de KIA-kontrollerede områder. Resultatet er, at nødhjælpen ikke slår til. Og en lokal organisation, som administrerer lejrene, siger at over 20% af de 0-5-årige er under­ernærede. På trods af disse forhold har langt de fleste fordrevne valgt at flygte til de områder, oprørshæren kontrollerer. Alternativet er at bo under burmesisk kontrol.
Kinesiske arbejdere syr Asics-sko på en fabrik i Hubei i den centrale del af Kina, hvor lønningerne er lavere end ved kysterne. Kina er stadig ”Verdens Fabrik”, og landets eksportindtægter svarer stadig til 25% af landets bruttonationalprodukt. Men i de seneste år har de kinesiske arbejdere fundet ud af deres værd og er begyndt at forlange højere lønninger og bedre arbejdsvilkår. Især i kystregionerne, hvor de første ”industrizoner” blev anlagt, har arbejderne tvunget bedre forhold igennem. Her er lønningerne for fabriksarbejderne lidt over fordoblet igennem de seneste tre år (fra ca. 820 danske kroner om måneden til 1800 danske kroner). Men fabriksejerne er i deres evige jagt efter den billigste arbejdskraft begyndt at rykke fabrikkerne ind i Centralkina.
Yang Yi på 6 tager sit tøj på en tidlig januar-morgen i bjerglandsbyen Laoyangjia i Kinas fattige Anhui-provins. Hun er et af de ca. 58 millioner kinesiske børn, som vokser op uden deres forældre, der har forladt landsbyerne for at søge arbejde i storbyerne. Yang Yi bor med sine bedsteforældre og ser sine to forældre to gange om året. Hun ser dem i en lille uges tid, når de er hjemme i landsbyen til kinesisk nytår, og så ser hun dem i en uge om sommeren, hvor hun får lov at bo hos dem på den byggeplads i Shanghai, hvor de arbejder.
Pho Kyaw, 32, passer sin kone, Khin Soe Win, 31, på et bosted for HIV-smittede i Yangon. Parret har været sammen i seks år og blev gift en måned tidligere. Kort efter blev Khin Soe Win alvorligt syg. Manden, Pho Kyaw, er selv tidligere patient på shelteret, men har været i succesfuld behandling i over et år. Han er langturschauffør og kører op igennem det nordlige Myanmar og over grænsen til Kina – en rute, som NGOere har kaldt ”AIDS-motorvejen” efter, at det blev kortlagt, at det var den vej, smitten spredte sig mellem landene. Pho Kyaw indrømmer, at han højst sandsynligt er blevet smittet under et besøg hos en prostitueret mange år tidligere, men han blev først testet, da han blev syg for lidt over et år siden. Tidligere brugte politiet kondombesiddelse som bevis på prostitution, og sexarbejdere og deres kunder turde derfor ofte ikke have kondomer på sig. Politiet har også arresteret sundhedsaktivister for at dele kondomer ud.
Konen til en HIV-smittet mand bærer ham ind til hans seng i et bosted for HIV-smittede i Yangon. I årevis ignorerede landets tidligere junta den store HIV-epidemi, og selv med de nye reformer har regeringen ikke sat ind mod sygdommen, og over 75% af de smittede kan ikke komme i den livsreddende ARV-behandling. Bostedet er startet af medlemmer fra Aung San Suu Kyis parti, og patienterne kommer hertil fra alle egne af landet i håbet om at holde sig i live længe nok til at komme ind i et af de få behandlingsprogrammer i Yangon. For få år siden var bostedet yderst kontroversielt. Juntaen så det som en provokation, at Suu Kyi valgte at hjælpe sit folk på et område, hvor generalerne intet gjorde. Oprindeligt havde partiet fire bosteder. To af dem var i samarbejde med munke, men juntaen tvangslukkede dem og smed patienterne på gaden. Men med den senere tids opblødning er arbejdet i shelterne blevet nemmere. Hvor de for et par år siden kæmpede for at få pengene til at slå til, er deres situation nu bedre. Efter at Suu Kyi er blevet løsladt, tør den burmesiske middelklasse åbenlyst støtte hendes HIV/AIDS-arbejde, og det er netop fra civilsamfundet, at de fleste af programmets penge kommer. En smule kommer fra internationale donorer, men ingen penge kommer fra staten.