Årets Pressefoto

Jesper Langhoff

Jesper Langhoff

2006

F.C. København’s maskot – Løven Leo. Johner Johnsen, 45, er Løven Leo i mesterskabsklubben FCK og optræder på hjemmebane for 25.000 tilskuere. Til hverdag er han portør på Rigshospitalet. Klubben har en nedskreven regel om, at Leo aldrig må afbilledes uden hoved. Johner Johnsen er også spejderleder og faktisk slet ikke fan af FCK. Han holder med sin hjembys hold Lyngby, men har været en ulv i fåreklæder i otte år.
F.C. Midtjylland”s maskot – Ulven Lupus. Anders Dal, 28, er professionel maskot på fuld tid. Selv på hans telefonsvarer præsenterer han sig som Ulven Lupus. Derfor må hans identitet heller ikke af-sløres. Han optræder mere end 100 gange om året. Det store hoved er tungt, og hver uge skal der skrives over 100 autografer, så både nakke og skuldre får en grundig behandling en gang om ugen af klubbens massør.
Silkeborg I.F.’s maskot – Odderen Theis. Henrik Sørensen, 21, lever et råt teenageliv, er arbejdsdreng på den lokale avis og maskot i weekenden. Selv ejer Henrik et komplet fadølsanlæg, som han bruger flittigt, og han indrømmer at have været fuld i dragten. På hylden er Carl Barks-bøgerne og Lademanns. I skabet er der 30 liter spiritus.
Brøndby I.F.’s maskot – Brøndus. Bettina Back, 29 år, er ikke et dyr, men en brønd. Det er der mange fodbold-supportere, der ikke forstår. Brønden er i klubbens logo. Bettina er inkarneret fan og tog for nylig fri fra sit arbejde som regnskabsmedarbejder hos Canon for at arbejde 70 timer uden løn for klubben.
Randers F.C.’s maskot – Hesten Anders fra Randers. Steffen Sørensen,18, er Anders fra Randers. En blå hest, som ikke er blandt ligaens flotteste. Noget supporterne brokker sig over på klubbens fanwebsite. Steffen kører med pizzaer for et af Randers’ 20 pizzeriaer. Hans kæreste synes ikke om den blå hest og fodbold.
Esbjerg, EfB’s maskot – Sælen Skotte. Bettina Rasmussen, 19 år, er sælen Skotte og har privat mere end 150 bamser hjemme på værelset ved sine forældre. Hun elsker sit job, men lige så meget sin nye Suzuki GS500-touring motorcykel, som hun har kørt 16.600 km på i løbet af bare seks måneder. Bettina Rasmussen er ufaglært og arbejder til dagligt på en fabrik, men vil senere gerne uddanne sig til vagtmand.